Ordbogsopslag

folkebibliotek  [public library]

Bibliotek som drives med almenheden som målgruppe. (I modsætning til skolebibliotek og forskningsbibliotek som drives med en skoles eller institutions tilknyttede som målgruppe). Se også: centralbibliotek

 I de fleste lande ejes og drives folkebibliotekerne af det offentlige og er som regel skattefinansierede og dermed »gratis« for den enkelte bruger, jf. gratisprincippet
 I Danmark drives alle folkebiblioteker siden 1964 af en kommune (dog fandtes der biblioteksforbund omfattende to eller flere kommuner i perioden 1964-2006). De danske folkebibliotekers opgaver er fastlagt i Lovbekendtgørelse nr. 100 af 30. januar 2013 om biblioteksvirksomhed kapitel 1 med tilhørende Bekendtgørelse nr. 103 af 31. januar 2013 om biblioteksvirksomhed.
 Brugen af betegnelsen kommunebibliotek synes at være vigende. Betegnelsen indgår fx i navne som Tårnby Kommunebiblioteker og Esbjerg Kommunes Biblioteker.
 Mange danske folkebiblioteker bliver i disse år (2018) lagt sammen med andre (kommunale) funktioner, fx borgerservice og kulturhus (fx Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus)

Synonym:

kommunebibliotek

Klynge:

Biblioteks- og informationscentertyper

Sidst ændret:  06.10.2018

forskningsbibliotek  [research library; academic library]

Fællesbetegnelse for videnskabelige almene biblioteker og for fagbiblioteker i statsligt eller privat regi, jf. universitetsbibliotek og virksomhedsbibliotek.

Klynger:

Biblioteks- og informationscentertyper

Videnskab

Sidst ændret:  06.04.2016