Begreb: litterat
Ordets etymologi: fra latin: litteratus (= som kan læse og skrive, specielt: grammatisk uddannet). Ordet er egentlig et adjektiv: en litterat person.
Definitionen hentet fra Den danske ordbog. - Ordbog over det danske Sprog har følgende definition (betydning 1): "(nu næppe brugt) person, der har studeret, har modtaget en videnskabelig uddannelse; belæst person; lærd" og (betydning 2): "(gammeldags.) i videre anvendelse: person, der virker som skribent eller (især) som udgiver; også: anmelder (recensent), der beskæftiger sig med (skøn)litteraturen; nu oftest (lidt nedsættende) om skribent uden egentlig (videnskabelig) uddannelse eller digterisk begavelse".
Eksempler på nyere anvendelser af ordet:
| Damberg, Erik ... et al. (red.) (2006). Litterat på eventyr. Festskrift til professor, lic.phil. Finn Hauberg Mortensen. Odense: Syddansk Universitetsforlag. |
| Hougaard, Per (2012). Samler og litterat. Aage Welplund 1890-1953. Bogvennen, 2011/2012, [Bind] 1, side 356-360. |
| Jæger, Frank (1958). Brev til en københavnsk litterat. Politiken, 1958-12-02. |
Litteratur:
| Dansk biografisk leksikon. 3. udgave, 1979-84. |
| Heri betegnes 24 personer som litterater: http://den |
| Den danske ordbog. Bind 3 (2004). Litterat. (Side 560). - Digital version: http://ord |
| Meyer, Ludvig (1924). Ludvig Meyers Fremmedordbog. 8. Udgave. Kjøbenhavn: Gyldendal. (Side 599: Lit(t)erat(us)). - Digital version: https://me |
| Ordbog over det danske Sprog. Bind 12 (1931). Litterat, Literatus. - Digital version: http://ord |
| Wikipedia, the free encyclopedia. Intellectual. "Man of letters". https://en |
Publiceret 2011